
Pinot Noir er kendt som en ægte diva, da den kan være svær at dyrke og fremstille. Den er lys i glasset og har som regel en perfekt syre-sødme-balance. Dens oprindelse er fra den franske vinregion Bourgogne, og menes at være mere end 2000 år gammel. Druesorten Pinot Noir har en utrolig tynd skal, hvilket gør, at den er meget skrøbelig og går let i stykker.
Det er generelt en meget sensitiv druesort og vinbønderne skal derfor holde tungen lige i munden når de arbejder med den. Det er også dens skrøbelighed der gør den unik. Den tynde skal gør nemlig, at vinene kan afspejle sit terroir som ingen andre, hvilket kan give nogen spændende jordbundsnoter. Pinot Noir foretrækker et køligt klima med en kalkrig jordbund. Den kan dog også godt trives i et varmere klima, men så bliver den ofte en mere fyldig og frugtbetonet sag.