Ænder erstatter pesticider på sydafrikansk vingård

runner ducks

Skrevet af Rasmus Krøigaard d. 18/12-2018

Det siges, at hunden er menneskets bedste ven. På vingården Vergenoegd i Sydafrika er det ikke tilfældet. De har over 1000 indiske løbeænder ansat, der hjælper med at gøre vingården bæredygtig. Læs her om de fantastiske ænder og deres indflydelse på bæredygtighed.

En arbejdsdag som and

Fra mandag til fredag klokken 09:45 på vingården Vergenoegd i Stellensbosch bliver en hær af indiske løbeænder sat på arbejde. Mere end 1000 ænder strømmer dagligt mod vingårdens 140 hektar store vinmark, hvor dagsordenen byder på patruljering og udryddelse af snegle og andre skadedyr der gnasker løs på de spirende vinstokke i marken.

Bæredygtige medarbejdere

De indiske løbeænder bliver anvendt i vinmarken som erstatning for pesticider og andre giftige midler. Det betyder, at arbejdet i vinmarken er mere bæredygtigt og adskiller sig fra konventionel skadedyrsbekæmpelse, hvor giftige kemikalier bliver sprøjtet ud på marken. Denne bæredygtige tilgang er i særdeleshed blevet rost af mange miljøforkæmpere.

ænder på vej til arbejde

En mands skadedyr er en anden ands snack

De karikerede ænder er en unik race og velegner sig perfekt til vinbrug, da de besidder en enorm appetit og deres livret tilfældigvis er snegle og insekter. Det der gør de indiske løbeænder helt unikke til vinbrug, er, at ikke nok med at de kan spise sneglene på vinstokkene, så kan de også spise æggene under jorden, hvor pesticider og andre sprøjtemidler ikke altid kan komme til.

Skadedyrene bliver sendt retur til marken

Det er ikke kun skadedyrsbekæmpelse som de indiske løbeænder kan bidrage til. De er også en genial kilde til gødning. Deres fordøjelsessystem er utrolig aktivt, hvilket betyder, at det kun tager omtrent en time fra indtagelse af føde til afføring, uanset hvad de indtager. På den måde betaler de tilbage til vinmarken på meget bæredygtige manerer og bidrager til en sund og rig jord.

ænder på arbejde

Ænderne er kommet for at blive

Vingården blev få år tilbage overtaget af en tysk ejer, der valgte at fortsætte med at bruge de indiske løbeænder til skadedyrsbekæmpelse, trods ænderne er meget dyrere end ved brug af pesticider. Ejeren udtale sig således til Daily Mail:

“Hvis du bruger konventionel skadedyrsbekæmpelse, absorberes disse kemikalier i jorden, hvilket påvirker væksten af stokkene. Vores ænder går ind i vinmarkerne og spiser sneglene og snegleæggene, samtidig med at de gøder jorden.”

Arbejdsindsatsen er ikke gået ubemærket hen

Ænderne har skabt et brand omkring vingården, og for at ære deres enorme arbejdsindsats har vingården opkaldt en af deres vine ”Runner Duck” efter dem. Herunder kan du se et indslag fra African News hvordan en arbejdsdag på Vergenoegd ser ud.

Referencer og kilder

http://www.africanews.com/2016/05/25/mighty-ducks-protect-vineyard-farm-in-south-africa/

http://vergenoegd.co.za/meet-our-runner-ducks/ 

https://www.dailymail.co.uk/wires/ap/article-3744913/South-African-vineyards-duck-parade-doubles-pest-control.html

Om Grapey

Vi finder og samler bæredygtige produkter inden for vinens verden. Læn dig tilbage og nyd din vin med god samvittighed.